Foreninger, klubber og skole

Redaktørens ledere

Forsidebillede

Sammenhold og fællesskab på Soffens sommerkoloni

Kære læsere

Altså, jeg kan næsten ikke stå for de tre piger på forsiden – deres smil til livet, deres glæde over livet og deres mod på livet. Det er som om, de taler til mig og siger: „Hvad er du egentlig bange for? Spring da bare ud i det, det er jo slet ikke farligt.“ Og det er som om, jeg kan mærke deres kærlige lille skub ud i alt det uprøvede.

Hvis I også kan mærke den gode karma, er det slet ikke tosset, for dette nummer af TVÆRS bugner af tilbud og arrangementer. En del af dem er gamle kendinge, som har været tilbudt børn, unge, voksne og ældre i en menneskealder, fordi det er klassikere som håndbold, fodbold, gymnastik, søndagens gudstjeneste og så videre. Men en anden del er enten peppet op med nye konstellationer, bevægelser og rytmer eller helt og aldeles nyt og aldrig set før i Stilling. Hvis du giver dig tid til at nærlæse omtalen af de enkelte arrangementer, hvad enten det er fra SIF, skolen, kirken, Skiftesporet, Stilling L’hombre, Kunstforeningen eller andre, så vil du få øje på ikke så lidt, der forhåbentlig kunne have din interesse eller pirre din nysgerrighed. Er det tilfældet, så er der kun at gøre som pigerne på forsiden; fat din ven eller veninde under armen og kom af sted.

God læselyst. Vi ses derude!

Lisbeth Kristensen, Redaktør på TVÆRS