Foreninger, klubber og skole

Redaktørens ledere

Forsidebillede

Lucia i kirken

Kære læsere

Nogle mennesker kan bare ikke få nok af jul, og for dem kan butikkerne ikke pynte op for tidligt, mens andre synes, det hele først begynder den 1. december. Det gør december måned og ikke mindst første søndag i advent til noget helt særligt, for nu er vi fælles om at tænde lys, pynte op, nynne med på julemelodierne, skrive ønskelister og dosmersedler, købe gaver, bage kager og lave knas og hygge med gløgg og æbleskiver og saks og papir ved enhver given lejlighed – for ikke at glemme alle julefrokosterne med kolleger, venner og familie.

I år falder første søndag i advent den 1. december og det hele skydes altså i gang på én gang med pakkekalender, adventskransen, der tændes, og julekalender på TV. Men det er bare, hvad der foregår i de små hjem denne søndag. Bevæger man sig ud i byen, kan man først fejre advent ved en festlig gudstjeneste i kirken om formiddagen, mens man om eftermiddagen kan være med til borgerforeningens juletræstænding på pladsen foran det gamle hotel. Her kan børnene – efter tilmelding – hænge en julesok op og være med til at synge julesange, inden julemanden kommer og putter godter i sokkerne.

Børnene er dog ikke de eneste, der kan få. For bagest i annoncesiderne giver nogle af TVÆRS’ annoncører dig op til 15 % rabat på køb af varer, og det kan da lette julebudgettet lidt. Det er vores annoncører, vi lever af – uden jer kom intet på TVÆRS i Stilling-Gram, så derfor skal der lyde jer en stor og hjertelig tak, fordi I støtter os.

Men nu er det jo juletid, så derfor ønsker TVÆRS-redaktionen selvfølgelig alle vore annoncører samt læsere en glædelig jul og et godt nytår.

God læselyst. Vi ses derude!

Lisbeth Kristensen, Redaktør på TVÆRS