Foreninger, klubber og skole

Redaktørens ledere

Forsidebillede

Forår 2016

Kære læsere

Det er forår. Alting klippes ned.

Der beskæres i buskadser og budgetter.

Slut med fordums fede ødselhed.

Vi begynder at træne til skeletter.

Jeg blir fem år ældre

ved hvert indgreb i min pung,

men når forårssolen skinner,

blir jeg ung!

Sådan synger Povl Dissing med ord af Benny Andersen, og mon ikke også der er ganske mange af os, der helt uvilkårligt kommer til at nynne denne tekst og melodi, når det bliver forår? Jeg gør i hvert fald! Fordi det er så sandt, så sandt, at man føler sig ung og fri, varm og glad og i live, når forårssolens varme og stærke stråler rammer én. Så mærker man, hvor langt nede man i grunden har været gennem vinterens mørke og kulde. Som små blomsterløg har vi ventet på solen, og nu er den her endelig. Så ja, den fortjener da virkelig en hyldestsang, og at vi løfter armene over hovedet imens! Og med sine blege spaghettiarme højt hævede kan man føle sig som alle de små forårsbebudere, der pibler frem og forsigtigt folder deres bløde og sartgrønne stængler ud. Og med et blik på dem kan man føle styrken i, at som de folder sig ud i blomst og står smukke og stærke om nogen tid, vil vi også komme til kræfter igen, så vi kan blomstre for hinanden i livet og hverdagen.

Dit nye TVÆRS er den første blomst, du kan plukke. Heri gemmer sig mange fine tilbud, som dels kan styrke det spage vinterlegeme, dels kan glæde det gustne vintersind.

Lisbeth Kristensen,
Redaktør på TVÆRS